Bekendelse

Jeg har ledt efter så meget, jeg ikke kan finde. Jeg har sagt så meget, jeg ikke kan forstå. Jeg har så meget, jeg ikke kan. Jeg har ledt så meget, jeg kan. Jeg har sagt så meget, jeg kan. Men det hjælper ikke.
Og jeg har tænkt så meget, jeg ikke kunne lide og følt så meget, jeg ikke kunne udtrykke. Jeg har talt med så mange, der ikke forstod mig. Jeg har tænkt på og ledt efter så mange, der ikke kendte mig, ligesom jeg har følt så meget for så mange, der ikke følte noget for mig. Jeg skriver så meget, jeg ikke ved hvad er. Jeg ved så meget, jeg ikke kan skrive. Og jeg ved så lidt, jeg gerne ville vide. Jeg ved så meget, jeg ville ønske jeg ikke vidste. Jeg er ikke det jeg ville være, men heller ikke det andre vil have mig til at være. Det jeg vil være, ved jeg ikke hvor er. Det jeg vil finde, ved jeg ikke hvor jeg skal lede efter, men når jeg leder efter det finder jeg altid noget, som andre har ledt efter uden at finde. Jeg har så meget jeg ikke vil have. Jeg har ikke så meget jeg vil have. Jeg er ikke det jeg tror jeg er, men jeg tror ikke at jeg er noget andet af den grund. Det hele kommer i sidste ende ud på ét,
og egentlig er jeg meget godt tilfreds med dét.

      Min kat, Vivaldi.